|
Den voldsramte kvinde vil være tilbøjelig
til, at finde forklaringen på volden hos sig selv. Dette til trods for, at
volden som regel er uforudsigelig, idet kvinden som regel ikke kan
beskrive noget bestemt hun gør, som udløser volden. Kvindens tilværelse
bliver præget at angst. Konkret er der tale om angst for manden og angst
for volden. Men angsten kan brede sig til hele hendes tilværelse. De
fleste voldsramte kvinder føler sig ydmyget, flove og mindreværdige og de
forsøger derfor at skjule volden. For at skjule volden indskrænkes
kontakten til andre mennesker.
Følelser af skam, skyld og mindreværd fører
til isolation. Isolationen bevirker, at kvinden ingen har at støtte sigt
til, hvis hun vil bryde ud af det voldelige forhold.
Kvinden har ingen tiltro til, selv at kunne
ændre sin situation. Parterne i det voldelige forhold fortsætter deres
spil med hver deres fastlåste rolle:
Djævel / helgen
Syg mand / opofrende
hustru
Bøddel / offer /
frelser
Vi ved fra os selv, hvor svært det er at
komme ud af en fastlåst rolle. For en voldsramt kvinde med ringe
selvtillid og uden overskud kan opgaven næsten forekomme umulig.
De voldsramte kvinder har ofte levet så
længe med volden, at den på alle måder dominerer deres opfattelse af
verden. De har levet inde i og omsluttet af et voldeligt parforhold
så længe, at det kan være svært for dem, at få øje på andre måder at leve
på. |