Tilbage til oversigt
 

 

Etikgruppens årsberetning 2006

Etikgruppen blev oprettet af generalforsamlingen i 1999 og har bl.a. til opgave at sørge for, at den etik, som følger Kvindeforeningens kultur med fokus på ligeværdighed og medmenneskelighed, bliver varetaget.

Andre vigtige opgaver er bl.a.:

-         at arrangere relevante foredrag og kurser til kvindeforeningens medlemmer.

-         at udarbejde den årlige aktivitetskalender og et nyhedsbrev hver 3. måned.

-         at medvirke til udarbejdelse af etiske retningslinier for frivillige og ansatte.

 Det forgangne år har været præget af flere spændende opgaver.

 Dansk/tysk erfaringsudveksling.

På dette område har der været lidt stille i det forgangne år. Vi var dog som planlagt på besøg på Krisecenteret i Rendsborg. Vi fik en hjertelig modtagelse med rundvisning og gode samtaler om, hvordan deres arbejdsforhold er.

Kvindehandel.

Sønderborg Kvinde- & Krisecenter, ProVest og forskellige kvindeorganisationer fra Schleswig-Holsten er sammen i en arbejdsgruppe, som arbejder på tværs af den dansk-tyske grænse mod kvindehandel og tvangsprostitution.

Arbejdsgruppen lavede en kampagne i forbindelse med fodboldverdensmesterskabet i Tyskland, hvor gruppen ønskede at sensibilisere kunderne til de mange prostituerede, der var rejst/bragt til VM-byerne. Gruppen fik trykt 50.000 kort med tekst på dansk, tysk og engelsk, der fortalte om evt. tegn på tvangsprostitution og et hotline-nr. til både Danmark og Tyskland.

 Gruppen fik stor støtte til distributionen fra både færgeforbindelserne og forretninger langs motorvejen på begge sider af grænsen. Repræsentanter for arbejdsgruppen blev efterfølgende inviteret til Christiansborg for at præsentere projektet.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


Kropssprog.

Vi startede på emnet i foråret, hvor vi fik hjælp fra skuespilleren Pia Mourier. Da vi havde oplevet, hvor meget vores eget kropssprog betød for bl.a. arbejdet som krisevagt, blev det foreslået, at mange flere fik muligheden for at få øget viden om denne kommunikationsform. Emnet blev sat på dagsordenen til fællesarrangementet for Haderslev -, Aabenraa – og Sønderborg Krisecenter.

Vi i Etikgruppen vil i 2007 arbejde videre med emnet, som skal resultere i et tillæg til vores mappe ”Retningslinier for samtaler”.

Værdier.

Siden foråret har vi beskæftiget os med værdierne. Det har fyldt rigtig meget i året der gik.

Vi har følt, at det var et meget svært område at komme i gang med. Fælles værdier i henhold til vores formålsparagraf. Vi sad med en bunke eksempler fra andre, som har været gennem samme proces.

 Ja, men vores egne værdier bragt i en klar formulering og et entydigt udsagn, som vi alle kan støtte os til i vores arbejde. Det synes vi er svært. Efter mange overvejelser er vi kommet frem til, at det skal udformes så kort, klart og spændende som muligt, så det ikke bliver en lang skrivelse, som ingen læser.

Færdiggørelsen er planlagt til sommeren 2007.

Markeringen af ”FN´s internationale dag til bekæmpelse af vold mod kvinder” den 25.11.

Vi planlagde og afholdt et musikarrangement.

”The Middle East Peace Orchestra” bestående af arabiske, jødiske og kristne musikere gav koncert i Mariakirken.

Dette unikke orkester ønsker at lade musikken slå bro over politiske kløfter. Både initiativet og musikken begejstrede publikum.
 

 

I år 2007 venter nye opgaver for Etikgruppen.

Foruden færdiggørelsen af ”værdier” og ”kropssprog” skal videreuddannelsen af frivillige systematiseres.

Krisecenteret har fra i år fået et driftstilskud fra det offentlige til kurser, undervisning og supervision, hvis formål er at styrke den enkelte i krisearbejdet blandt voksne og børn. (tidl. § 115-midler)

~~~~~~