Tilbage til oversigt
 

Bestyrelsens årsberetning 2005
 

Det har været et arbejdsomt år for såvel bestyrelsen, som for krisecenteret som helhed.
 

I forbindelse med huset, er der blevet udført mange indvendige vedligeholdelses-arbejder. Vi har fået malet p.g.a. almindelig slitage, men der er også sket nye tiltag som f.eks. regnvrejrshjørnet ”Kryb-i-ly” ude i garagen, som kan bruges af både voksne og børn og ”Hønsegården”, et kunstværk med malede høns bag hønsetråd.

Vi glæder os over disse tiltag som et led i at se Agervang 5, som ”det sjove hus”.


Vi har i år nydt godt af ansættelsen af Lissi på kontoret, det har været en aflastning generelt i huset og specielt for Ruth. Lissi har bl.a. arbejdet med vores hjemmeside, og den glæder vi os meget til at se, når den er færdig.

Vores udslusningsgruppe, som har lejede lokaler på Rønhave, kører nu for andet år, og her ser vi et stadig større engagement, hvilket viser sig ved, at gruppen støt bliver bedre til at adskille og definere deres arbejde for kvinder med et meget lille eller slet ingen netværk.


I øvrigt ser vi en tendens til, at stadig flere kvinder søger centeret til andet frivilligt arbejde, end krisevagtarbejde, dette medvirker til en fortsat positiv udvikling af hele huset.


Kontakten, samarbejdet og erfaringsudvekslingen med krisecentre syd for grænsen er udvidet og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte har velvilligt støttet, det grænseoverskridende samarbejde økonomisk.
 

Generelt oplever vi i disse år en meget større bevågenhed omkring vores arbejde end tidligere set. Det hilser vi meget velkommen, da det er vores indtryk, at omgivelserne ser anderledes positivt på os nu og at man mere oplever os som en samarbejdspartner.


Strukturdebatten har fyldt en del i vores bestyrelse og det er nu fastlagt, at vi organisatorisk bliver placeret i kommunen og kun selve lejemålet af huset bliver lagt i regionen, fordi sygehuset, som ejer huset, bliver et regionsanliggende.


Vi ved endnu ikke, hvem der kommer til at afløse amtets tilsynsforpligtelse. Vi har været utrolig glade for tilsynsordningen med amtets repræsentant Lene Kofoed. Hun har forstået at føre tilsyn på en sådan måde, at det har været et gensidigt forum, hvor vi har fået svar på og mulighed for at drøfte mange spørgsmål.


Statistikken viser, at henvendelserne til husets samtaleafdeling er steget med næsten 30 % til i alt 604 henvendelser, dertil kommer kontakterne til vores udslusningsgruppe.

 

2005 blev året, hvor børneattesterne endelig blev indført ved lov, hvilket er en betryggende foranstaltning for vores frivillige arbejde.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Det er som altid vigtigt for os, at vise ansigt på den Internationale Kvindedag den 8. marts. Igen i år kom der mange kvinder for at støtte op om dagen, hvor der var arbejdende boder, foredrag, modeopvisning og overrækkelse af Kvindeprisen, som gik til Anne Marie Wolff. Vi er meget taknemmelige for støtten fra kvindekommiteen.

Atter trak vores julearrangement den 12. december folk af huse, og selvom dagen faldt på en mandag havde vi ca. 250 gæster hvoraf de ca. 80 var børn. Vores julenisser var meget levende og et godt indslag på dagen for både voksne og børn.

 

Igen i år skal der lyde en tak til Bagermester Carsten Meyer fra Kvickly for at vi sammen med Søsterlogen Odd Fellow 84 Svanen kunne være med til klejnebageriet og -salget til jul. Derved opnåede vi en økonomisk støtte til glæde for Centerets børn.

 

Noget nyt i år var vores vellykkede dag den 25.11.05 med ”åben hus” på Café Ib Rhene´Cairo og den efterfølgende stjernestund i Mariekirken, hvor vi viste vores solidaritet med ”FN´s internationale dag til bekæmpelse af vold mod kvinder”.

 

På bestyrelsens vegne
Lis Augustenborg
Formand